Brug dit netværk på det usynlige jobmarked
Det usynlige jobmarked er af gode grunde meget uigennemskueligt. Som jobsøgende er det kun muligt at afdække en begrænset del af dette marked, og det gøres bedst ved aktivt at benytte dine netværk. Læs mere!
Det usynlige jobmarked
Undersøgelser af det totale jobmarked har afsløret, at det kun er omkring 25 % af de ledige stillinger, der annonceres i medierne. Hertil kommer, at der hele tiden skabes nye job i forbindelse med etableringen af nye virksomheder, og da udviklingstempoet specielt i vækstbrancherne er utroligt højt, er der sjældent tid til at rekruttere nye medarbejder via ”det synlige jobmarked”. Derfor viser den tidligere nævnte undersøgelse da også, at virksomhederne i stort omfang – omkring 75 % – søger en egnet person inden for egne rækker eller blandt medarbejdernes bekendtskabskreds – inden der gribes til annoncering.
Hvis firmaet ikke allerede har en egnet person ansat, der kan varetage det nye job, vil ledelsen ofte forsøge at finde en egnet medarbejder ved at spørge nogen de kender og medarbejder, om de eventuelt kender nogen som har kvalifikationer og kunne være interesseret i jobbet.
Dit professionelle netværk
Netværket af kolleger, eller det arbejdskammeratlige broderskab, ændrer sig hele tiden. Ved et jobskifte vil der således blive etableret et helt nyt netværk, og derfor vil de fleste have adskillige af disse netværk, der hver især er tilknyttet en bestemt arbejdsplads på et bestemt tidspunkt. Hvis du ransager din hukommelse, kan du sikkert komme i tanke om 2-3-4 gode kolleger på alle de arbejdspladser, du tidligere har været. Går det flere år tilbage i tiden, har du sikkert for længst mistet kontakten, men prøv at se, om du ikke kan finde dem igen, for udover det hyggelige i at kunne mindes fælles oplevelser, vil de være gode repræsentanter for dig i den kommende jobsøgning.
- Relevant familie og omgangskreds
- Tidligere kolleger
- Forretningsforbindelser
- Kursus-/studiekammerater
- Medlemskab i foreninger og organisationer
Som jobsøgende bør du være meget bevidst om at en stor del af alle jobs besættes via det professionelle netværk. Derfor kræver en effektiv og aktiv jobsøgning, at du begynder at bearbejde og udbygge dit netværk. Dit professionelle netværk kender dig allerede både fagligt og menneskeligt, og tredjemands ord har en højere grad af troværdighed – og kan åbne døre til potentielle virksomheder. Dit professionelle netværk kan også give dig sparring og feedback i din jobsøgningsproces og derved hjælpe dig til at se muligheder. Endelig har hver enkelt person i dit netværk også hver især deres netværk og vise versa.
Kilde: ”Sådan får du jobbet – Skrivning af CV og Jobansøgning”, Gitte Schramm, bookboon.com