Henrik Ørholst
  • : 1

Henrik Ørholst

Jeg har forstand på det her. Det siger min chef og mine kollegaer, og så skal det nok passe. Min baggrund pegede ellers slet ikke i retning af at blive marketingchef og arbejde med kommunikation. Bemærk titlen – ”marketingchef”. Det er ikke normalt, at de to arbejdsområder er rodet sammen i den samme titel. Men sådan er det altså i min virksomhed.

En stor del af min tid går med at arbejde med medier og journalister. Men en del af tiden går også med at udvikle forskellige events for PA Consulting Group og markedsføre dem over for en nærmere fastsat målgruppe.

I 1978 fik jeg realeksamen som den sidste årgang i Danmark. Det er jeg stadig lidt stolt af. Mere stolt af det end min studentereksamen, hvor gennemsnittet i øvrigt også var lavere. Det var i 1981, jeg fik studenterhuen – eller rettere mit eksamensbevis som matematisk-samfundsfaglig student fra Århus Statsgymnasium. Samme sommer startede jeg på økonomistudiet på Århus Universitet, og i 1986 kunne jeg smykke mig med min cand.oecon.-titel.

Herefter gik en 20-årig karriere i gang. Først som sælger for en virksomhed i Ikast. Af andre karrieremæssige punkter kan jeg pege på min tid som fuldmægtig i Kreditforeningen Danmark i 1987-1989, hvor jeg stadig har et stempel med den skræmmende tekst: ”Fremrykket sagsbehandling”. Efterfølgende var jeg i tre år direktionssekretær i home-kæden, hvor jeg var med til at skrue det hele sammen. Lige fra opkøb af mæglerne, navnet på kæden og alt muligt andet. Det var en lærerig tid. Herefter konsulentbranchen og undervisning. Siden 1996 har jeg været ansat i PA Consulting Group.

Ud over jobbene har undervisning været en rød tråd. Jeg har undervist på mange læreanstalter. Mest i Jylland og oftest på handelshøjskoler. I dag er jeg censor og har derfor en tæt kontakt med undervisningsmiljøet.

I de sidste par år har jeg skrevet anmeldelser for flere medier og er i dag boganmelder og klummeskribent på Jyllands-Posten. Endvidere er jeg hovedredaktør på Børsens Ledelseshåndbog om Corporate Communication.